Betydningen af frivilligheden

Ella - Frivillig siden sommeren 2022

"Det er super givende at være frivillig. Man får en masse brugbar erfaring og kompetencer, men tanken om, at mit arbejde kan have en reel indflydelse på et andet menneskes liv, er nok det bedste ved det hele - og nok også den største grund til, at jeg er frivillig og fortsætter med at være det."

Sæt fokus på frivilligheden

I anledning af Frivillig Fredag, der fandt sted fredag d. 29. september, vil vi gerne sætte fokus på betydningen af vores frivillige som f.eks. Ella. Den er nemlig STOR. Så stor, at organisationer som Den Sociale Retshjælps Fond ikke kan eksistere uden de mange timer, som vores frivillige rådgivere bruger hos os på daglig basis. Fordi mange af vores frivillige er studerende, bidrager de desuden med ny viden og et stort engagement i at ville forbedre rådgivningen, som vi tilbyder. Det er med til at sikre, at vi fortsætter med at udvikle vores arbejde. 

Frivillighed er ikke kun til glæde for vores organisation, men også for vores målgruppe. Frivillige kræfter betyder for det første, at vores målgruppe kan få gratis rådgivning. For det andet bliver målgruppen mødt af rådgivere, der brænder for at gøre en forskel, og som bruger deres fritid ved siden af arbejde og studie på at hjælpe dem. Dette afføder en stor taknemmelighed blandt vores målgruppe for de frivilliges hjælp.

Og hvad er pointet med dette, kan man spørge? Det er, at vi skal huske på, hvad frivillighed kan - Både for frivilligbåret organisationer og for den enkelte frivillige. Vi har brug for frivilligheden. Den er guld værd. 

Frivillighed i Den Sociale Retshjælps Fond

Vi har gennemsnitligt mellem 70 og 80 frivillige tilknyttet vores afdelinger i Aarhus og København. Dermed udgør de frivillige omkring 85% af medarbejderstaben hos Den Sociale Retshjælps Fond. De frivillige har i udgangspunktet én vagt om ugen af fire timer, og et hurtigt regnestykke viser, at der samlet bliver lagt mellem 280 og 320 frivillige arbejdstimer om ugen. Alle disse timer er vigtige, da de kun bliver brugt på relevant arbejde. De frivillige får nemlig ansvaret for at hjælpe borgere i den udsatte situation, som de befinder sig i.