Den Sociale Retshjælps Fond er blevet akkrediteret
Onsdag d. 13. december 2023 er blevet en stor dag i DSRF’s historie, for her blev alle vores rådgivningstilbud akkrediteret af RådgivningsDanmark. Det er stort, fordi en akkreditering er et kvalitetsstempel på, at man får rådgivning på et højt niveau, hvis man henvender sig til os.
Det hele kulminerede fredag d. 9. februar 2024. Her overrakte RådgivningsDanmark beviset på vores akkreditering. Vi benyttede lejligheden til at afholde en reception på vores kontor i København for nuværende og tidligere kolleger, deres familier samt for vores samarbejdspartnere.
Med kage i den ene hånd og bobler i den anden hånd overværede de fremmødte taler fra vores direktør, Johanne Marie Dirdal Daasbjerg, og fra Stine Hansen, repræsentant fra RådgivningsDanmark.
Processen omkring vores akkreditering har været både hård og lærerig på samme tid. Vores medarbejdere arbejdede ekstra hårdt for at nå i mål, men samtidig blev vi bekræftet i, at vi som organisation er i gang med noget rigtig godt - Vi tør nu sige højt, at vi har udviklet os til at være en organisation med høj faglighed og hjertet på det rigtige sted. Og som Stine Hansen sagde, så “emmer DSRF af høj faglighed, ordentlighed og en åbenhed overfor at ville udvikle sig og optimere egen praksis til gavn for borgerne.”
Hvad er RådgivningsDanmark?
RådgivningsDanmark er brancheforening for almennyttige, ikke-erhvervsdrivende organisationer. Fælles for medlemsorganisationerne er, at de tilbyder gratis social rådgivning til mennesker i komplicerede livssituationer. Som brancheforening varetager RådgivningsDanmark fælles interesser blandt medlemsorganisationerne for at styrke deres faglige og organisatoriske udvikling. Det kan bl.a. gøres gennem en akkrediteringsordning, som Den Sociale Retshjælps Fond har gjort. Akkrediteringsordningen er med til at højne kvaliteten i medlemsorganisationernes rådgivning. Derudover er akkrediteringen et kvalitetsstempel af rådgivningen fra RådgivningsDanmarks side.
Medarbejdernes fortjeneste
Vi var aldrig nået så langt uden det hårde arbejde fra vores medarbejdere, og det gælder også vores frivillige og praktikanter. “I ER Den Sociale Retshjælps Fond”, som Johanne udtrykte det: “I går til opgaven på en måde, som gør mig overordentlig stolt. I er med til at skabe et miljø og et hus, hvor man føler sig tryg, uanset hvad man har af problemstillinger. I møder altid borgerne i øjenhøjde og med åbenhed.”
Som organisation er vi stolte af os selv og over at have modtaget dette kvalitetsstempel, men vi ved også, at akkrediteringen forpligter. Vi skal fortsætte med at gøre en forskel for socialt udsatte borgere.