Løbende ydelser til pensionister
Efterløn er en mulighed for, at du kan trække dig helt eller delvist tilbage fra arbejdsmarkedet, 5 år før du når folkepensionsalderen. Tilbagetrækningsreformen, der blev indført i 2011, medfører dog, at efterlønsperioden gradvist afkortes fra 5 år til 3 år. Du bliver ikke berørt af den nye efterlønsordning, hvis du er født før 1954 eller du allerede modtager efterløn. Når du er på efterløn, får du en månedlig udbetaling fra din a-kasse. Du skal have betalt til ordningen og opfylde nogle bestemte krav. Der gælder forskellige regler alt efter hvornår du er født.
For at være berettiget til efterløn skal du som hovedregel opfylde følgende betingelser:
- Du skal have bopæl i Danmark eller et andet EØS-land (EU + Norge + Island + Liechtenstein).
- Være medlem af en a-kasse.
- Have betalt efterlønsbidrag i den nødvendige periode.
- Være tilmeldt efterlønsordningen.
- Du skal opfylde betingelserne den dag, du går på efterløn.
Ovenstående betingelser er hovedregler. Betingelserne varierer alt efter hvilken aldersgruppe du tilhører. For mere præcis information skal du kontakte din a-kasse.
Hvor meget du kan få i efterløn afhænger af, hvornår du er født. Kontakt din a-kasse for nærmere information om de satser, der er gældende for netop dig.
Som reglerne er nu, kan du få efterløn i op til fem år, før du går på folkepension. Din ret til efterløn ophører ved udgangen af den måned, hvor du når folkepensionsalderen.
Det er udelukkende dine egne forhold der gør sig gældende ved udbetaling af efterløn. Det gør ingen forskel om du er gift eller samlevende.
Lønnet arbejde:
Du må arbejde ubegrænset, men alt arbejde bliver fratrukket din efterløn time for time. Hvis du arbejder 5 timer om ugen og får 100 kr. i timen, vil din efterløn blive tilsvarende lavere, dvs. 500 kr. om ugen.
Frivilligt arbejde:
Du kan som udgangspunkt arbejde frivilligt/ulønnet alt det du vil. Disse timer fratrækkes ikke i efterlønnen. Dog er det vigtigt, at du kontakter efterlønskontoret, som skal godkende det frivillige arbejde.